Foreningen står ved en skillevej

Uanset hvordan vi vender og drejer vores situation, så står vi ved en skillevej med økologien. Med den vækst, som både ses i landbruget og i forbruget, så er økologien ved at finde en plads i det samlede billede af vores fødevaresystem, som skaber helt nye muligheder og udfordringer.

Økologien har bevæget sig fra at være figuren til at blive baggrunden. Forstå det sådan at ingen figur uden baggrund. Før var økologien det, der skabte opmærksomheden, det, der var det i øjenfaldende, det, der skabte historie og tiltrækning. Med sin store udbredelse og selvfølgelighed er økologien nu mere blevet den baggrund, som andre figurer spejler sig i. Det sker på flere måder, nemlig ved at virksomhederne lægger deres egne værdier oven i for at brande sig, dvs., at det er netop deres fortrin, der bliver figuren, mens økologien med Ø-mærket er den selvfølgelige baggrund.

Det sker, når detailhandlen bruger økologien til at profilere sig som moderne, grøn og med på ’noderne’. Lige som andre interesseorganisationer og staten skaber opmærksomhed på deres mærker, når økologien lægges i en klasse under deres højeste kategori.

Det sker, når Ø-mærket fremhæves af kritikere for sine mangler fremfor for sine fortræffeligheder og sine udviklingspotentialer og sin helhedstilgang.

Dertil kan vi lægge, at vi selv er os fuldt bevidste om, at økologien er på vej, men aldrig har været og ikke er i mål med hverken klima eller natur. Træerne vokser ikke ind i himlen, nej, men økologien er en udviklingsdagsorden, der fungerer stramt inden for markedets potentialer og samfundets strømninger. Og på den baggrund er det afgørende for vores forening, at vi kan lægge os i selen for konstant at udvikle os i tråd med vores DNA nedfældet i de fire økologiske principper: Omsorg, retfærdighed, sundhed, balance.

Vi skal fastholde os selv i, at vi ikke er sat i verden for at gå i ét med tapetet, men for at stræbe målrettet og højrøstet efter at udvikle landbrugets og vores tallerken på naturens præmisser og med de omfattende hensyn, som skal sikre vores trivsel. Foreningen er andet og mere end Ø-mærket.

Det er på den baggrund, at vi for et par år siden fastlagde en ny strategi for foreningen. Vi er os pinligt bevidste om, at økologien ikke alene er et spørgsmål om at varetage en brancheinteresse, dvs. pleje landmændenes og virksomhedernes kommercielle udfordringer, men at økologien udover markedsproblematikken rummer os mennesker som mere end forbrugere og endestationen for værdikæden.

Nej, økologien er en verdensanskuelse, et livssyn og en alternativ, bæredygtig tilgang til fødevaresystemet, der både rummer det, der formidles af markedets pengestrømme, og det, som er resultatet af alle vores bestræbelser som deltagende og aktive demokratiske borgere.

Og det er her, vi har vores udfordringer for alvor. Ikke at arbejdet med at udvikle produktionen og markedet stopper, men skal vi løfte økologien til de forventede nye højder, så skal vi blive langt dygtigere til at gennemføre gennemgribende forandringer, der sætter økologien tilbage i rollen som central figur. Og vel at mærke som den figur, der er frontløber for alt det, vi drømmer om med vores landbrug, landskab, landdistrikter og med vores køkkenadfærd og vores bestræbelser efter både at sikre mad nok, sund mad og bestemt også gedigen og fremragende madkvalitet.

Det er den sag, vi er forenede om i ØL. Det er vores fællesskabs interesse. Derfor har vi med strategien udnævnt os selv til at være en interesseorganisation. Jeg kan høre på vandrørene, at dette bliver misforstået som, at vi ikke mere er en forening, og at vores forslag til ny demokratisk struktur vil fjerne medlemmernes indflydelse. Rent sprogligt er der intet i vejen for at kalde os en interesseforening. Det er alene en strid om ord.

Det, der derimod er helt afgørende, er, at vi skal finde den formel, hvor vi kan forny vores forening til at møde den udfordring, vi står med, når vi er rykket fra darling til selvfølge. Det kan vi kun, hvis sikrer, at vi har et levende medlemsdemokrati med et aktivt, triveligt og kreativt fælles forum for at udvikle økologien i bredden (repræsentantskabet) og samtidig har en mindre bestyrelse, der er i samklang med de krævende kompetencer, som er nødvendige for at holde en stor forening (!) i sund gænge.

De tider er forbi, hvor det er nok, at en gruppe idealistiske mennesker er den formelle ledelse i en bestyrelse, med mindre de samtidig har afgørende nødvendige kvalifikationer. Det er de foreninger eller organisationer, der forstår at forny sig, som også har succes og opnår den position i samfundet, der sikrer, at de for alvor kan arbejde for deres sag og interesse. Det er det, der er formålet med alt det, vi arbejder med i bestyrelsen, og som medlemmerne møder med vores forslag til formål, struktur og partnerskaber.

Det er mit store håb, at der er forståelse for, at bestyrelsens forslag ikke er grebet ud af den blå luft, at vores bestræbelser forstås i rette ånd, og at vi kan lytte til hinanden. Og det er mit håb, at den proces, som vi genstarter i eftersommeren om vores demokratiske struktur, hvor alle kan spille med, at de gør det, og at det bliver meget konkret.